Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
Marts 2013
Hvad skal vi med kulturregionerne?
Kulturregionerne har bidt sig fast. Spørgsmålet er, hvornår de vil kræve opgavedeling mellem stat og kommuner ændret.
CulturCommentar:
I løbet af knapt tyve år har de regionale kulturforsøg vokset sig store, omfattende næsten hele Danmark og med en nogenlunde fast aftalestruktur. Det er bemærkelsesværdigt, at denne udvikling er sket helt og aldeles frivilligt. Og det er givet, at der er mange fordele i de lokale samarbejder, som ikke blot handler om kulturregionernes faktiske projekter, men i lige så høj grad om de samtaler, der nu føres på tværs af kommunale og andre grænser.
Selv om der foreligger en klar skabelon for udarbejdelsen af kulturaftaler, er det tydeligt, at de enkelte aftaler er vidt forskellige, afhængigt af de kulturliv og de samarbejdsmønstre der er i de enkelte kulturregioner. De projekter, de enkelte kulturregioner arbejder med, tager udgangspunkt i lokale kulturinstitutioner, egne styrker og muligheder. Nogle kulturregioner vil have børn til at se kunst, andre vil skabe internationale attraktioner - uden at dette behøver ses som modsætninger.
Det er sådan set gennemgående, at mange kulturregioner arbejder ud fra kendte kulturpolitiske modsætninger som bredde eller elite, lokalt eller internationalt, kunstneriske mål eller mål for borgerne.
Mest ambitiøst ser man det nok i Kulturregion Trekanten, hvor kultursamarbejdet er kædet sammen med en række andre samarbejdsfelter, erhverv, trafik og klima. Det der ligner business-as-usual mest er kulturaftalen med Aarhus, hvor kommunen har sikret sig større dispositionsfrihed.
Fra praktisk til politisk
Næsten alle kulturregioner har etableret samarbejdsformer, som inddrager flere mennesker i at formulere de kulturpolitiske mål. Det er med til at folkeliggøre og demokratisere den kulturpolitiske debat.
Kulturregionerne startede som praktiske samarbejder. Der var almindelig rationel fornuft i at samarbejde. Men hvor kulturlivets aktører mødes - og det gør de jo i kulturregionerne - opstår nye tanker. Og der formuleres ny kulturpolitik. Nordjylland skaber et rytmisk fyrtårn, Fyn er til film, Trekanten vil design, Vadehavet vil natur.
Disse ambitioner vil med tiden føre til krav til den statslige politik på områderne. Kulturregionerne vil med tiden også forsøge at ændre i den bestående opgavedeling mellem stat og kommuner.
Hvor er ambitionerne?
Kulturregionernes samlede årlige budgetramme er omkring 120 mio. kr. - foruden 130 mio. kr. i Aarhus, som dog snarere er en del af den almindelige kommunale struktur. Der er gennemgående mønstre i, hvordan kulturregionerne har valgt at organisere sig, typisk med en styregruppe bestående af de involverede kommuners kulturudvalgsformænd og en tilsvarende administrativ gruppe bestående af forvaltningschefer.
De enkelte aftaler om kulturregioner gennemføres i dialog mellem kulturministeriet og de enkelte kulturregioner. Der eksisterer ikke noget samlet forum for kulturregionerne, hvor man fx kan udveksle erfaringer. Kulturregionerne er udtryk for en strategi for en opblødning af forvaltningsgrænser - men der er ikke nogen ambitioner knyttet til denne strategi.
I nogle områder vil man med tiden kunne diskutere opgavedelingen mellem kommuner og kulturregioner. I dag tager kulturregioner sig af "det vi bliver enige om sammen”, resten overlades til de enkelte kommuner. Men hvorfor kan en kulturregion fx ikke drive alle områdets biblioteker som én samlet driftsorganisation? Bogbusser kan nemt køre over kommunegrænser. Når Aarhus kommune kan drive et hovedbibliotek og 18 lokale filialer og derved betjene kommunens over 300.000 indbyggere, så kan man naturligvis skabe en tilsvarende organisation på tværs af kommunegrænser. For at gå planken ud: Lav én fælles musikskole. Lav ét fælles museum.
Opgavedeling á la carte
Nogle opgaver varetages selvfølgelig bedst helt lokalt. Opgavedelinger er altid helt konkrete. Men når man åbner for diskussioner, flytter man også altid opgaver. Mange vil frygte centralisering. Så kan man starte med at lave fælles politikker: én fælles museumspolitik: entrépriser, arbejdsfordeling, skoletjeneste, markedsføring, bestyrelsesvirke osv.
Det er i sig selv interessant - og tillidsvækkende - at samarbejderne vil være frivillige og baseret på lokale muligheder. Det er ikke som ved kommunalreformen en model, der trækkes ned over alle landets kommuner. Vi vil kunne få kulturledelse i forskellige tempi i forskellige dele af landet.
Det er måske endda et hint om moderne netværkssamarbejde, som andre områder kan lade sig inspirere af.
